Traditioner
I DII Skovslottet lægger vi stor vægt på vores traditioner. Traditionerne skaber genkendelighed og faste holdepunkter i hverdagen, som giver børnene glæde, tryghed og noget at se frem til. Vi gør meget ud af at skabe en særlig stemning omkring traditionerne, fordi de ikke blot giver mening i hverdagen, men også er med til at skabe gode minder, som børnene kan bære med sig videre.
Vi er glade for de mange traditioner, som er med til at bryde året op, synliggøre årets gang og skabe en naturlig ramme om kulturen i huset. Nogle traditioner er kun for børnene, mens andre inddrager forældre, søskende og bedsteforældre.
Fastelavn
I ugerne op til fastelavn laver vi fastelavnsris, masker og synger fastelavnssange.
På selve dagen må børnene komme udklædte, og vi slår katten af tønden, kårer kattekonger og -dronninger, leger og synger. Dagen afsluttes med fastelavnsboller.
Halloweenfest
I efteråret holder vi Halloweenfest. Vi pynter op, laver uhyggelig pynt og børnene kan møde udklædte. Vi leger, hygger og spiser lidt "uhyggelig" mad eller snacks.
Juletraditioner
December er fyldt med julehygge og forskellige traditioner. Vi klipper pynt, synger julesange, laver gaver til forældrene og tænder lys.
Børnejulefrokost: Vi holder en festlig julefrokost for børnene, hvor vi sammen laver en lækker buffet. Denne dag tager børnene pænt tøj på, og vi nyder en hyggelig frokost med masser af stemning og juleglæde.
Julefest: Til julefesten går de ældste børn Luciaoptog, og vi får besøg af julemanden, som deler små gaver ud.
Bedsteforældredag
Vi inviterer børnenes bedsteforældre til en hyggelig dag i huset, hvor vi synger, leger og spiser sammen. Det er en dag med fokus på fællesskab og generationer på tværs.
Båldag
En dag i foråret og efteråret inviterer vi forældre og søskende til båldag. Vi samles omkring bålet, bager snobrød og nyder fællesskabet i naturen.
Arbejdsdag
Vi har en arbejdsdag, hvor forældre hjælper til med praktiske opgaver og vedligeholdelse af DII Skovslottet. Det er en hyggelig dag, hvor vi både får løst opgaver og styrket fællesskabet omkring DII Skovslottet.
Temauger
I løbet af året har vi forskellige temauger, hvor vi dykker ned i særlige emner. Det kan være fx OL, cykel, Royal Run, pirater, trolde eller noget helt andet. Temaugerne giver børnene mulighed for at lege, lære og opleve på nye måder gennem aktiviteter, lege og kreative projekter.
Genbesøgsdag
Hvert år inviterer vi de børn, der netop er startet i skole, tilbage til en Genbesøgsdag. Her får de mulighed for at besøge deres gamle børnehave, lege med vennerne og fortælle om, hvordan det er at gå i skole. Det er en hyggelig tradition, som både giver de tidligere børn en god oplevelse og de nuværende børn et lille kig ind i, hvad der venter dem forude.
